MogensGade.dk

MogensGade.dk

Nyt fra Kommunalbestyrelsen - marts 2019

2019Posted by Mogens Gade 05 Apr, 2019 16:01

Masterplan Brovst

En buket af projekter i Brovst skal løfte Masterplan Brovst over de næste 2-3 år. Projekterne vil styrke byens bosætning, handelsliv, rekreative potentialer og synliggøre lokale kulturmiljøer.

Nu går arbejdet med at realisere Masterplan Brovst i gang, og mange tiltag, udover de allerede igangværende projekter, såsom skovrejsning og samarbejdet mellem foreninger i Brovst for at styrke organisering og aktiviteter i byen, er tænkt ind.

Projekterne i Masterplan Brovst er inddelt i etaper og omfatter:

- Åbningstræk – dvs. mindre tiltag/anlægsopgaver, som hurtigt er synlige for borgere, og som kan skabe motivation for den videre udvikling af byen

- Mindre projekter = Kræver en kortere proces med involvering af aktører i byen

- Større projekter = Kræver en længere proces, inden de kan realiseres.

”Vi ser frem til, at Masterplan Brovst nu realiseres. De forbedringer, byen får med åbningstrækkene, går fint i spænd med de projekter, som er i gang i dag, og de vil give byen et løft, som gør gavn for både handelsliv og det rekreative behov, der er i byen”, siger borgmester Mogens Gade.

Konkret omfatter åbningstrækkene:

- ”Byværksted” i Brovst bymidte, hvor interesserede kan kigge ind og få en snak om byen, og der kan holdes møder om udviklingen af byen

- Kantstensparkering i Jernbanegade - for at skabe flere p-pladser i handelsgaden

- Afgrænsning af torv i Jernbanegade med hegn mod øst - for at øge kvaliteten i bymidten

- Forskønne og synliggøre smøgen mellem Jernbanegade og Smedevej - for at binde handelsgaden og bolighuset bedre sammen

- Handicapvenlig sti til fra Rotfeldkvarteret til ny skov - for at give bedre adgang til skoven som rekreativt område

- Udtynding i træer sydøst for Bratskov - for at synliggøre Bratskov fra Handelsgaden

Kommunalbestyrelsen har afsat 500.000 kr. til åbningstrækkene, og de forventes at starte op i løbet af første halvår 2019. Sideløbende vil kommunen i løbet af foråret 2019 inddrage lokale foreninger og borgere i projektet også for at komme med flere projektforslag til at udvikle Brovst.

Byværkstedet forventes at åbne tirsdag 9. april 2019 ved et borgermøde.

Masterplan Brovst blev endeligt vedtaget i februar 2017. Masterplanen kan ses på dette link.


Saltum Skole

Saltum Skole står over for en større renovering og ombygning – og dermed et kvalitetsløft, som kommer eleverne og lærerne til gode.

Kommunalbestyrelsen har nu frigivet midler til, at renoveringen og ombygningen af flere områder af Saltum Skole kan gå i gang.

Tidligere i projektfasen kom brugerne af skolen med forslag til og prioriteringer af, hvilke ønsker de har til renoveringen. I en løbende dialog med skolebestyrelsen på Saltum Skole og sammenholdt med den økonomiske ramme, er der udpeget, hvilke områder af skolen der er medtaget i projektet.

Saltum Skole får renoveret/modernisering flg. områder:

1. Faglokalet til madkundskab

2, Natur & teknologi og fysik & kemi i sydfløjen

3. Håndværk/design

4. Store hjerte (fællesareal i udskolingen)

5. Lille hjerte (fællesareal i indskolingen)

6. Nyt vindfang og garderobe i indskolingen

7. Toiletter ved aula

8. Toiletter i nordfløj

9. Handicaptoilet

10. Forbedring af varmekilde i musiklokale

11. Ventilation i udskoling

12. Sammenlægning af klasselokaler i sydfløjen

13. Nye lofter og belysning i udskoling

MJ Byg fra Brønderslev bliver entreprenør på projektet.


Justering af skolereformen betyder:

Kortere skoledage, længere åbningstid i SFO og ekstra skoletransport

Folkeskolereformen fra 2014 bliver justeret inden næste skoleår. Fra skoleåret 2019/2020 får eleverne i indskolingen kortet skoleugen med tre lektioner fordelt på tre dage. Det får indflydelse på blandt andet åbningstider i SFO og afgange med skolebusser, som derfor også justeres.

De ekstra ressourcer, der kommer ved at gøre skoledagene kortere i indskolingen kommer alle klassetrin fra 0-9 klasser til gavn. Med det antal elever, der er i skolerne dette skoleår svarer det til 3,1 mio. kr., som i stedet kan gå til et kvalitetsløft på skolerne. På 10. klassetrin sker der ingen ændringer, da klassetrinet ikke har understøttende undervisning.

Konkret kan de ekstra ressourcer bruges til færre elever per underviser, to-voksenundervisning, holddannelse, undervisning tilpasset elevernes forskellige faglige udvikling, bedre tid til at planlægge og følge op på den understøttende undervisning mv.

På sigt vil forslaget blandt andet også indebære flere fagopdelte timer i tysk eller fransk i 5. klasse, billedkunst i 6. klasse og historie i 9. klasse.

”Med justeringen af skolereformen får de enkelte skoler større frihed til at disponere over skolens ressourcer til kvalitetsforbedringer. Det betyder, blandt andet, at de ekstra timer, der bliver frigivet hos personalet, kommer til at styrke kvaliteten i fagundervisningen og i den understøttende undervisning”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Længere åbningstider i SFO til samme forældrebetaling

Når skoledagene for de mindste bliver kortere, må åbningstiden i kommunes SFO udvides tilsvarende. De tre lektioner svarer til to timer og 15 minutter ekstra åbningstid i SFO, og det betyder øget udgifter for fritidstilbuddet.

I dag betaler forældrene med børn i SFO et beløb, der svarer til 51,15% af prisen pr. plads. Kommunalbestyrelsen har besluttet at fastholde den nuværende forældrebetaling, så forældrene fremad skal betale samme beløb, beløbet kommer til at svare til en forældrebetaling på 50,31% for en plads.

Jammerbugt Kommune forventer, at den udvidede åbningstid har en merudgift på 1,2 mio. kr. årligt, den ekstraudgift forventer kommunen at få kompenseret fra staten.

Nødvendigt med ekstra buskørsel
Også buskørslen knyttet til skolen bliver påvirket af den kortere skoledag.

Om eftermiddagen er køreplanerne for skolebusserne koordineret i forhold til ungdomsuddannelserne. Og det ikke muligt at nedlægge og/eller fremrykke nuværende ture med busserne, da de fortsat benyttes af de øvrige elever.

Da kørselsbehov for den tidligere afgang kommer til at afhænge af, hvor mange elever, der skal hjem efter skoledagens ophør – altså af antallet af elever, der ikke går i SFO, vil det variere fra skole til skole.

Derfor har Kommunalbestyrelsen valgt en løsning, hvor ekstra NT-busser på ruter med kædekørsel (busafgange der benyttes af flere skoler) suppleres med taxakørsel og kørselsgodtgørelse på øvrige ruter. En løsning der tilgodeser flest mulige og som forventes at komme til at koste 470.000 kr. årligt, og dermed også er økonomisk forsvarlig.

Jammerbugt Kommune evaluerer kørselsordningen inden jul 2019.


Renovering af børnehaver i Fjerritslev får fokus på læringsmiljøer

Børnehaverne Grøftekanten og Gl. Dalhøj i Fjerritslev skal renoveres og eventuelt have udvidet sin kapacitet.

Inden selve renovering vil bygningerne blive gennemgået for at klarlægge omfanget af renoveringen. Oveni ønsker kommunen at afdække, om børnehaverne i samme proces har brug for at udvide sin kapacitet.

Indretning skal understøtte arbejdet
Centralt for renoveringen af børnehaverne bliver harmoni mellem indretning og de fysiske rammer.

For at få flest mulige forslag til, hvordan børnehaverne skal indrettes, bliver repræsentanter for ledelsen, medarbejdere og forældrebestyrelserne i de to børnehaver, repræsentanter fra Ejendomscentret og Skole- og Dagtilbudsafdelingen og projektleder fra Børne- og Familieforvaltningen inviteret til at komme med fagligt input til både de tekniske arkitektoniske, pædagogiske og læringsmæssige forhold.

”Vi ønsker på bedste vis at understøtte det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne. Derfor vil det være naturligt, at de fysiske rammer tænkes ind, så de er optimale for børnenes trivsel, udvikling og læring”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Der for vil Jammerbugt Kommune i udbuddet af opgaven lægge stor vægt på, at rådgiveren, ud over tekniske og arkitekturfaglige kompetencer, også har kompetencer til at kunne koble det bygningsfysiske med optimale læringsmiljøer for små børn.

Der er afsat i alt 6,5 mio. kr. til projektet.







  • Comments(0)