MogensGade.dk

MogensGade.dk

Budget 2019

2018Posted by Mogens Gade 10 Nov, 2018 10:37

Budget 2019 sætter yderligere turbo på Jammerbugt Kommunes Folkeskoler – med et mål om at være i top 20 i Danmark – Landdistriktsudviklingen prioriteres yderligere!

Folkeskolen i top 20 – et vigtigt og fokuseret indsatsområde

Jammerbugt Kommunes folkeskoler skal være blandt de 20 bedste i Danmark. Dette er et ambitiøst mål, og en forudsætning for at lykkes er, at lærerne føler sig værdsatte og tilfredse med de vilkår, de arbejder under, da lærerne er den mest betydningsfulde faktor for elevernes læring. Derfor indledes der en forhandling om en lokal arbejdstidsaftale i Jammerbugt Kommune som en naturlig del af arbejdet med Folkeskolen i top 20.

Jammerbugt Kommune har allerede en god folkeskole, men det er vigtigt, at vi i fællesskab finder frem til, hvad der kendetegner Folkeskolen i top 20 i netop Jammerbugt Kommune. I processen frem til Folkeskolen i top 20 skal der være fokus på de ting, folkeskolen allerede er dygtig til. F.eks. klarer eleverne i Jammerbugt Kommune sig rigtig flot i de nationale tests, ligesom der er flere elever i Jammerbugt Kommune end på landsplan, der har gennemført en ungdomsuddannelse seks år efter, at de har afsluttet folkeskolen. Men der er også steder, hvor skolevæsenet kan blive bedre, hvilket der skal fokus på i det kommende arbejde med Folkeskolen i top 20. Derudover skal de lokale muligheder og ressourcer i endnu højere grad tænkes ind i den lokale folkeskole, så der skabes endnu mere rum, energi og engagement omkring den lokale folkeskole. Derfor inviterer Kommunalbestyrelsen allerede i løbet af 2018 til en række lokale dialogmøder med fokus på folkeskolen, således Kommunalbestyrelsen bliver klædt på til at vurdere, hvilke mål og indsatser, der skal prioriteres for at nå det ambitiøse mål om Folkeskolen i top 20.

Processen med folkeskolen i top 20 indeholder desuden en gennemgang af ressourcetildelingsmodellen, både inden for almen- og specialområdet.

Yderligere styrkelse af indsatsen for landdistrikterne

Jammerbugt Kommune arbejder målrettet på at styrke landdistrikterne. Opgaven bliver løst i et tæt og forpligtende samarbejde mellem kommunen, foreninger og lokale ildsjæle med udgangspunkt i den lokale Landdistrikts Udviklings Plan (LUP’en).

Med budgetaftalen afsættes der 1 mio. kr. til yderligere tiltag i landdistrikterne.

Der etableres landsbypedelordning.

Derudover er det besluttet, at landsbyer, hvor den lokale folkeskole er lukket i Jammerbugt Kommunes historie, tildeles de samme midler som landsbyer, der deltager i projekt ”Liv i By og Skole. Disse byer modtager årligt op til 50.000 kr. Der afsættes 0,5 mio. kr. til Liv i By uden Skole. Midlerne bidrager dér i høj grad til sammenhold og fællesskab, og skaber liv, der tiltrækker nye tilflyttere. De modtagne midler skal relatere til LUP’en, der fremover er et centralt element i landdistriktspolitikken.

Projekt Liv i By og Skole fortsætter som et særligt projekt – og kædes yderligere sammen med arbejdet med de lokale udviklingsplaner, hvor det er naturligt og giver synergi. Samtidig tilføres projektet ny energi i form af nye samarbejdsformer - bl.a. tværgående temaer, netværksstyrkelse samt fælles og separate dialogmøder.

Samtidig omlægges landdistriktsindsatsen efter princippet om én indgang til kommunen. Konkret betyder det, at man vil opleve en tovholderfunktion, der varetager og koordinerer indsatsen og samarbejdet mellem kommune og landdistrikt.

På baggrund af LUP’erne og udviklingsplanerne skal der holdes fælles møder mellem byerne i ”Liv i by og skole” og byerne uden skoler.

Tovholder på projektet er vækst- og udviklingsdirektøren i samarbejde med skole- og dagtilbudschefen.



  • Comments(0)//blog.mogensgade.dk/#post373